I perioden 1951-53 arbejdede Jorn flere gange med temaet livshjulet. Han siger selv, at det var et tema, der ligefremt symboliserede, hvad han havde været igennem:

"Livshjulet" var det første billede jeg malede, efter at jeg var blevet rask. Jeg fik atelier i lighuset ude på sanatoriet, og det at ligene kom ind det ene sted, og jeg kom ind det andet sted, det gjorde, at vi kom op og slås om, hvem der skulle vinde. Og så malede jeg altså livshjulet. Det er jo et gammelt motiv, som man finder i kirkerne. For neden ser man jorden, og op af den vokser børn, og for oven forelsker de sig; der er et elskende par og en gravid kvinde, og så falder de ned i den anden side og dør, og så har man de døde nede i jorden igen, saa livet ligesom fremvokser af døden. 

Det danner jo en cirkelkomposition. Det ser måske forvirret ud, men i virkeligheden er det meget strengt komponeret. Jeg har lagt to store spektralcirkler ind i billedet, og de indeholder jo alle farver, og det skal de også, fordi det drejer sig om hele livet. Men cirklerne er forskudt for hinanden, så der opstår en spænding mellem farverne, og det giver farvekompositionen i billedet. - Sådan har jeg altså forsøgt at få hele livet ind i det billede.

Hellere en elskelig djævel end en uduelig gud

Jorn karakteriserede bibliotekets livshjulsbillede som det endelige og mest vellykkede, men også lidt trætte. På to tidligere, men også lettere billeder i livshjulsserien, roterer livets strøm, ikke om gud, som på de kristne livshjulsfremstillinger, Jorn har haft kendskab til, men Qmkring tegn for sol og måne. På bagsiden af den første version har han skrevet: Mieux vaut un diable aimable qu'un dieu incapable. (Hellere en elskelig djævel end en uduelig gud).
    Men på bibliotekets livshjulsbillede kom, med megen ironi, den groteske, drukne klovnemaske i centrum af kompositionen. Både masken i midten og alle de små figurer, der - mod uret - kredser omkring den, er trukket op med sorte konturer.

At Livshjulet er et maleri, der også appellerer til børns fantasi, viser følgende uddrag af en stil, skrevet af en pige på 11 år: 

Jeg har valgt dette billede, fordi jeg synes, det så spændende ud. Der foregår noget, så det kommer til at se livligt ud, og man kan gå på opdagelse i det. Når jeg hører navnet Livshjulet, så kommer jeg til at tænke på livet, hvor man bliver født og bliver ældre og til sidst dør, og igen kommer et nyt liv. Det jeg først lægger mærke til er de små gule. De er små og livlige, det ligner små børn, der lige er blevet født, så man næsten kan høre, de pludrer. Gul er jo også æggeblommens farve, og børn kommer jo fra et æg! Det næste jeg lægger mærke til, er det hoved i midten. Det kunne være herren over det hele, eller måske gud, måske Asger Jorn selv. Det kan også være en selv, når man bliver gammel og ser tilbage på sit liv. 

Hvis man kigger foroven, ser man ungdommen. De har det sikkert godt. Der er aktivitet. Nogle danser, andre arbejder. Farverne gør, at det bliver mere livligt. I venstre side er alderdommen. Man begynder at kunne se skelettet. Det røde kunne måske være skærsilden, men da jeg ikke tror på skærsilden, kunne det være symbol på ligbrænding. Det kunne også være efterårets farve, den lidt matte farve, der kan minde om alderdommen, som trods alt er smuk. Nederst i billedet falder man til ro, hvor døden, den lille hvide ensomme, har indfundet sig og begravelsen har fundet sted, men lidt efter begynder et nyt liv. Jeg synes, billedet ligesom sætter tilskueren i gang med at arbejde videre med den historie, der er på billedet. Man bliver næsten afslappet af at se på det, og man kommer ind i dets historie og bliver i godt humør.

Livshjulet ødelagt af brand i 1954

Som følge af en glemt fernisklud på en radiator udbrød der brand på biblioteket en nat mellem jul og nytår 1954. Der blev ødelagt 6000 bøger. Varme og røg forårsagede, at Livshjulets maling kogte op, og hele billedet blev dækket af et tykt sodlag. Da Jorn så det, erklærede han, at det aldrig kunne blive til billede igen. Det blev stillet op på bibliotekets loft, hvor det opholdt sig de næste mange år.

I 1974 overgik de sørgelige rester til Silkeborg Kunstmuseum som dokumentation. Her opdagedes det ved et tilfælde, at den oprindelige farve stadig var tilbage under soden, og i 1977 lykkedes det ved en gennemgribende og meget spændende restaureringsproces, konservator Arthur Ketnath fra Kunstmuseernes Fælleskonservering at genskabe billedet, så Livshjulet igen hænger på Silkeborg Bibliotek.