Ved overrækkelsen af de tre billeder til Silkeborg Bibliotek holdt Asger Jorn følgende tale:

"I anledning af overdragelsen af min dekoration af Silkeborg Bibliotek til byen vil jeg gerne have lov at omtale baggrunden for dette projekt.

Først vil jeg bemærke, at disse billeder ikke er skænket byen af taknemmelighed, tværtimod. Det er ikke en betaling for en udvist venlighed fra byens side, det eneste jeg overhovedet har at takke byen for er, at de vil modtage min kunst på et så ærefuldt sted. Jeg kan med fuld ret kalde dette en favorisering, og min taknemmelighed er dobbelt stor, fordi den favorisering, der er blevet mig til del fra Silkeborg by, netop er faldet på dette punkt, som er det eneste, der interesserer mig: min kunst. 

Kunst kan ikke betales

Det forholder sig sådan, at kunst ikke kan betales, dels fordi der ikke findes midler, der økonomisk dækker en kunstnerisk præstation, og dels fordi et kunstværk i og for sig overhovedet ikke har nogen værdi. 

Dette sidste kræver måske en forklaring og det må blive den, at intet billede, hvor godt det end forekommer os, i sig selv er andet end nogle kemikalier smurt på en flade. Værdien i kunstværket ligger nemlig i tilskueren, og et billede har ikke større værdi end de sjælelige og åndelige kræfter det vækker til live i tilskueren. Jeg ved, at mange silkeborgensere, der ser mine billeder, vil forblive uberørte af min kunst, ja adskillige vil endog føle sig ubehageligt berørt af at møde synet af disse farveklatter, fordi de ikke siger dem noget. Nogle af dem vil tie, andre vil tale. Netop med denne viden, og fordi jeg ved, at disse mennesker er kunstens eneste kriterium, er jeg taknemmelig. Jeg er taknemmelig, fordi der alligevel er nogen, der vil se noget i det, jeg har fremstillet. 

Når jeg vil forklare, hvorfor jeg har valgt at give disse billeder netop til Silkeborg, er det nødvendigt først at forklare en lille filosofisk distinktion, der eksisterer mellem det, man kalder anledning, og det, man kalder årsag eller grund. 

Ethvert menneske har i sig en trang til at manifestere sin styrke

I anledning af at jeg har levet her i byen nogle år og nydt godt af dens sociale institutioner og derfor vil vise en modydelse, er ideen til disse billeder opstået. Ethvert menneske har i sig en trang til at manifestere sin styrke og sin kunnen i sine omgivelser, og jeg har været så heldig efter en sygdom at være en af dem, der kunne komme igang igen. For at demonstrere denne almene aktivitetsvilje, for at tilfredsstille noget i min selvhævdelsestrang kan jeg sige, at disse billeder umiddelbart er opstået.

Skulle disse billeder da i værdi kunne opveje det krav, der stilles af samfundet, måtte deres værdi være enorm, for mange mennesker såres i livet og rejser sig kun med andres støtte. Så langt når jeg ikke, og det har heller ikke været min hensigt, for bag den umiddelbare anledning til mit arbejde ligger et opgør med min fortid, som direkte afspejler sig i disse billeder, og som repræsenterer den egentlige årsag til deres opståen. 

En billedverden inspireret af Joh. V. Jensens myter

Jeg har ikke kunnet glemme, mens jeg arbejdede hermed, at netop disse pladser, hvor de er anbragt, engang blev projekteret til et dekorativt arbejde af min første læremester i kunsten, maleren Martin Kaalund-Jørgensen, og jeg føler, at jeg netop ved at gøre dette arbejde, som man ikke var rige nok til at lade Kaalund-Jørgensen udføre, har hævdet en kunstnerisk arv, på et tidspunkt, da en økonomisk basis af ydre og af kunstlivet uvedkommende årsager blev mig tildelt.

Dette dekorative arbejde havde Kaalund-Jørgensen projekteret som en billedverden inspireret af Johs. V. Jensens myter, og når mine billeder er opstået under betegnelsen værker af den stumme myte, falder dette på en mærkelig og uventet måde i tråd med dette første projekt. Når jeg dog har benyttet ordet stumme myter er det af den personlige grund, at jeg mener, billedkunstens forhold til mytedannelsen må være stum, altså ikke illustrerende. 

I denne egn af Jylland, hvor mytens liv har vokset stærkest og er bevaret dybest fra årtusinder, her hvor jeg stammer fra og har oplevet rigdommen i folkets fortællende fantasi, her ville jeg sætte et mærke netop for ordets anonyme kraft, ikke for en enkelt myte, ikke for en enkelt mytekreds, for Æddaens, helteæventyrets, ja måske endda i særlig grad Kalevalaens myter har inspireret mig på samme måde som myten, der skabes i det fortælleglade folk i dag, saftigt og frodigt. 

Man forstår, at jeg gerne knyttede disse intentioner til et bibliotek, men når jeg netop valgte Silkeborg Bibliotek, skyldes det ganske specielle grunde. 

På Silkeborg Bibliotek fandt jeg som ungt menneske vejen til den store verdens kunst

Her fandt jeg som ungt menneske første gang vejen til den store verdens kunst, ja jeg kan sige, at det var her min beslutning og vished om mit kunstneriske kald modnedes og udvikledes. Med den inspirerende begavelse, hvormed overbibliotekar Peder Nielsen har opbygget dette bibliotek, har han også været med til at forme mig og give mit liv dets retning. Man ser derfor, hvorfor det naturligt blev her, jeg søgte tilbage for at udtrykke mig. 

Omend vi kommer vest fra, kan jeg dog sige, at min mors slægt stammer fra denne del af landet, og derfor er min mor og hendes slægt så nært forbundet med disse opgaver, jeg her har sat mig. Jeg sagde før, at jeg i disse år ligesom har gjort op med min fortid, har holdt status over det forbigangne, og jeg er kommet til det resultat, at regnskabet bagud aldrig holder op. Jeg har derfor sammen med min ven Johannes Jensen søgt at samle det hele i disse kompositioner og undrer mig endnu over, hvor meget musikken kan give maleriet, når taktstokken ligger i en mesters hånd. Jeg vil endog indrømme, at disse arbejder næppe ville være blevet fuldført, om jeg ikke havde kunnet støtte mig til Johannes Jensens hjælpsomhed. Hvorvidt der er grund til taknemmelighed i den anledning, skal jeg lade være usagt; hvorvidt jeg har grund til at være taknemmelig overfor min mor, fordi hun har kæmpet for min og mine søskendes eksistens og fundet sig i vore udskejelser, skal jeg heller ikke udtale mig om. Jeg vil heller ikke takke bibliotekar Nielsen eller byen eller nogen som helst, lige så lidt som jeg ønsker tak af nogen.

Jeg har altid været et utaknemmeligt menneske

Jeg har altid været et utaknemmeligt menneske og siger forøvrigt, at danskerne i almindelighed takker mere, end de har lov til. Jeg vil blot påpege, at de blandede følelser, der bevæger sig i vort indre, altid er jordbundne, altid er lænkede til den grund, hvoraf vi er vokset, og dette kan jeg sige uden at lyve, at jeg har uhyre mange følelser af alle slags, en rigdom af følelser for alt dette, som her er knyttet til Silkeborg".